Hvalpe
DCH Harlev tilbyder hvalpetræning efter de nyeste træningsprincipper. Der afsluttes med udlevering af et diplom, hvilket svarer til det nogen kalder et kørekort til hund.


Deltagere:
Hvalpe der er op til 6 måneder. (op til 12 måneder for hvalpe til Agility hold). For at tilmelde dig et hold, eller ønsker du mere information, kan du kontakte os ved at klikke her.
Hold:
Vi kan tilbyde hvalpe almindelig hvalpe træning hvor lydighed er i fokus eller vi kan tilbyde hvalpe træning hvor lydighed indgår, men hvor der er fokus på at hvalpen senere kan indgå på et et agility hold. Der bliver løbende startet nye hold op. På hvert hold er der ca. 8 hvalpe. Der er en fast uddannet træner tilknyttet holdet gennem hele forløbet.
Indhold:

Vores træning er baseret på positiv indlæring. Kort beskrevet betyder dette at vi roser og belønner hvalpen når den gør noget vi gerne vil have. Det meste af den adfærd som hvalpen ikke får ros for, forsvinder af sig selv. Samtidig arbejder vi med relationen mellem hund og fører, og på den måde får vi skabt et respektfuldt samarbejde uden brug af negativitet.

En lektion indeholder både praktiske øvelser, samt almen teori omkring hunde og indlæringsmetoder. Teorien foregår oftest som små pauser på træningspladsen, hvor træneren fortæller, mens hundene lærer at forholde sig i ro. Ind imellem afholdes mere dybdegående teori i klubhuset. Der afholdes også medlemsaftener og arrangementer for hele klubben, som du er velkommen til at deltage i på lige fod med øvrige medlemmer.

Hvalpe har specielt i det første halve år af deres levetid, behov for at opleve verden og møde artsfæller.

  • For at din hvalp kan vokse op til at blive en velfungerende hund, bør den lære at kommunikere med artsfæller. Det lærer den på træningspladsen hvor der er masser af andre hunde at snakke med.
  • Hvalpen vil også blive miljøtrænet, så den bliver vant til at møde nye ting uden at blive utryg. Dette sker ved at træneren tager holdet med, og træner et andet sted end på træningspladsen i en eller flere lektioner. Dette sker gerne på steder hvor hvalpene kan opleve en masse nyt.
  • Du og hvalpen vil lære at kommunikere med hinanden til fælles glæde fremover. Hvalpen lærer bl.a. at gå pænt i line, komme når der bliver kaldt, sidde på kommando samt at forholde sig i ro.

Hver træningstime afsluttes med samling i klubhuset eller på terrassen, hvor vi udveksler erfaringer og giver hinanden gode råd. Der vil være lejlighed til at købe en kop kaffe eller en sodavand. Ofte er der én, der medbringer kage eller andet guf, og det gør jo det hele ekstra hyggeligt. Ved afslutning af kurset modtager du et kursusbevis. Du kan herefter vælge at fortsætte din træning i DCH, hvor vi har mange gode tilbud. Træneren vil hjælpe dig med at afgøre hvilket tilbud der passer bedst til netop din hund og dig.

Bemærkninger:
Træningen foregår på vores kuperede græs-terræn foran klubhuset. Vi har lys på pladsen. Fornuftig påklædning anbefales, d.v.s. udendørs påklædning som kan tåle at du leger med din hund.